Godkendelse af folkeoplysende foreninger - Aarhus
Information
  • Vivian Glasdam Sørensen
  • 17-09-2024
  • 11.00 - 16.00
  • DGI-huset Aarhus
  • 1495 kr. (for medlemmer)
    1995 kr. (for ikke-medlemmer)
    Rabat: 15 pct., hvis min. 3 personer deltager fra samme medlems-organisation. Pris: 1270,75 kr.
    Kurset er inkl. forplejning.
  • Tilmeldingsfrist:
    5. august 2024

Tilmelding
Tilmelding via NemTilmeld

Når der lander en ansøgning om godkendelse i en kommunal indbakke fra fx en fitnessklub, en kogræsserforening, den lokale naturistforening, den indiske forening eller en internetbaseret forening, går overvejelserne i gang. Kan den godkendes som en folkeoplysende forening og dermed få mulighed for at få tilskud efter folkeoplysningsloven? Hvad nu, hvis der ikke er ledige eller egnede lokaler til rådighed?

På dette kursus gennemgår vi, hvad folkeoplysningsloven og dens for- og efterarbejder siger om godkendelse, og vi drøfter de retningslinjer, som forskellige kommuner lægger til grund, når de godkender foreninger.

Vi arbejder bl.a. med følgende temaer:

  • Tilrettelæggelsesformer: Har tilrettelæggelsen af aktiviteterne betydning for en godkendelse?
  • Vedtægter: Hvilken betydning har foreningens vedtægt? Vi undersøger forskellige formuleringer. Er der demokrati i foreningen? Har børn indflydelse selv eller via deres forældre? Og skal de have det? Hvad vil I gøre, hvis I er i tvivl om den demokratiske proces i foreningen?
  • Referater: Læser I referater fra foreningernes generalforsamlinger? Skal vi arbejde med tillid eller kontrol?
  • Tilsynsbesøg: Hvordan overholdes tilsynspligten? Foregår det skriftligt?
  • Dokumentation: Hvordan sikrer I, at dokumentation for foreningens virke er på plads?Hvordan offentliggøres regnskaber i kommunen? Giver digitaliseringen problemer og udfordringer? Digitale postkasser – anvendes de?
  • GDPR og webtilgængelighed: Hvad betyder GDPR for jeres arbejde i forhold til offentliggørelse af regnskaber, kontaktpersoner i foreninger m.m.? Er jeres hjemmeside og materiale, fx vejledninger, tilgængelige på hjemmesiden?
  • Cases: Vi arbejder med to-tre ’prøvesager’ i grupper.

Kurset vil gøre det nemmere at træffe beslutning om, om en forening kan godkendes, og det vil give jer et godt grundlag at trække på og et netværk, hvis der opstår tvivl.

Indtil ca. en uge før kurset kan deltagere sende spørgsmål til fritid@fritid-samfund.dk. Så vil underviseren forsøge at komme omkring de indsendte emner. Der kan naturligvis også stilles spørgsmål på dagen.

Målgruppe:

  • Medarbejdere i kommuners fritidsafdelinger (primær målgruppe)
  • Medlemmer af folkeoplysningsudvalg og andre §35.2-udvalg (foreningssamvirker, aftenskolesamvirker mv.)
  • Medarbejdere og folkevalgte fra organisationer på området – og alle andre interesserede.

Underviser:

Vivian Glasdam Sørensen, fuldmægtig i Odense Kommunes afdeling for Fritid, Vej og Park.

Tilmelding:

Du finder link til tilmelding i boksen øverst på siden.

Tilmeldingen er bindende efter tilmeldingsfristens udløb. Ret til ændringer forbeholdes.