3 scenarier for en ny fritidslov

Folkeoplysningsloven har i 35 år udgjort rammen om støtte til foreninger og aftenskoler. Loven er elsket af nogle for sin høje grad af frihed – den kan i meget høj grad tilpasses lokalt og tilgodese meget forskellige kultur- og fritidsaktiviteter.

For andre er det ikke så logisk, at vores fritidsliv bliver støttet så forskelligt fra kommune til kommune, som det er tilfældet, og at loven fx ikke tager sigte på at fremme sundheden.

Ved Fritidssamrådets årsmøde i oktober 2025 gav professor emeritus Bjarne Ibsen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet sit bud på, hvordan en ny ’lov for offentlig støtte til aktiviteter i fritiden’ kan se ud.

For der er visse problemstillinger knyttet til folkeoplysningsloven. Den har fået kritik for at:

• Mange forstår ikke begrebet ’folkeoplysning’s dybere mening.
• Foreninger og aftenskoler har svært ved at leve op til lovens mål om, at de skal lave ’demokratisk dannelse’.
• Loven sikrer kun støtte til organiserede aktiviteter i foreninger og aftenskoler.
• Loven tillader ikke støtte til andre almennyttige formål (især frivilligt socialt arbejde) i foreninger. På det seneste er nogle af disse almennyttige formål blevet stillet bedre på landsplan, men ikke lokalt.
• Loven er for bureaukratisk at få støtte efter og at administrere. 

Så måske er det på tide at lægge op til en helt ny lovgivning på området?

Lidt historie

Men inden vi går videre til Bjarne Ibsens tre scenarier, skal vi lige kende historien bag støtte til fritidslivet:

”Den første lov, der støttede noget, man foretog sig i fritiden, var aftenskoleloven fra 1930. Den gav kun støtte til undervisning af voksne i fritiden i ‘nyttige fag’. Oplysningsforbundene brugte udtrykket folkeoplysning om det,” fortæller Bjarne Ibsen.

Senere kom fritidsloven i 1968. Den inkluderede støtte til fritidsaktiviteter for børn og unge og hobbyaktiviteter for voksne. Formålet var at fremme en ‘fornuftig anvendelse af fritiden’ og at modvirke kedsomhed. Her spillede folkeoplysningsbegrebet kun en lille rolle.

”Men så kom folkeoplysningsloven i 1991. Her blev folkeoplysning det samlende begreb for loven. Det blev godt nok ikke præciseret, hvad folkeoplysning egentlig er, men i år 2000 forsøgte man at komme det nærmere ved at udlægge det som ‘demokratisk dannelse’,” forklarer Bjarne Ibsen. 

Også i dag udspiller der sig diskussioner om, hvad ’folkeoplysning’ dækker som begreb. Ifølge Videncenter for Folkeoplysning oplever hele 64 pct. af kommunerne udfordringer med at administrere folkeoplysningsloven, og afgrænsning af området er det, der fylder mest – for hvad er folkeoplysning, og hvad er ikke?

Scenarie 1: En tydeligere folkeoplysningslov

Bjarne Ibsens første scenarie til en ny lovgivning er det mest realistiske: En revision af folkeoplysningsloven, så den i højere grad stiller krav om:

• At deltagerne har fælles ansvar for aktiviteten eller undervisningen i dialog, i fællesskab og i frivilligt engagement
• At ‘oplysningen’ sker i aktivitet, samvær og samtale med andre 
• At man mødes på tværs af baggrund, værdier og interesser - til forskel fra ekkokamre
• At man mødes fysisk og ser hinanden i øjnene.

Hvorfor nu det?

”Det er spørgsmålet, om den nuværende lov reelt fremmer folkeoplysning, demokratiforståelse og aktivt medborgerskab,” siger Bjarne Ibsen. 

”Kun 21 pct. af foreningerne siger, at de bygger på folkelig oplysning som ide. Det er en tankevækkende lille del. I stedet angiver en meget stor andel, at de bygger på ’lokalt fællesskab’. Er det meningsfuldt at bruge et begreb, som mange foreninger ikke forstår og ikke arbejder for?” spørger han.

”Samtidig er mange medlemmer ikke interesserede i demokratiforståelse og aktivt medborgerskab overhovedet. CISC’s undersøgelser viser, at i en håndboldklub interesserer under 20 pct. af medlemmerne sig for de beslutninger, der træffes i klubben. Langt de fleste kommer for at dyrke deres fritidsinteresse. Heller ikke aftenskolerne ser ud til at fremme demokratiforståelse og medborgerskab,” forklarer han.

Omvendt taler flere tendenser for, at vi måske skulle styrke netop den folkelige oplysning: Vi oplever, at fakta mister troværdighed, vi oplever fake news, ekkokamre og polarisering, og når vi søger svar, sker det alene og ikke nødvendigvis i en samtale med andre. Vi oplever mindre sammenhængskraft mellem forskellige samfundsgrupper og nye skjulte autoriteter i form af tech-giganter. 

Derfor bør en moderne udgave af folkeoplysningsloven ifølge Bjarne Ibsen lægge vægt på, at deltagerne i højere grad end nu tager ansvar for aktiviteten eller undervisningen i fællesskab, og at aktiviteterne og oplysningen foregår i et fysisk samvær.

Scenarie 2: Lov for kommunal støtte til det organiserede civilsamfund

Bjarne Ibsens andet scenarie er en udvidelse af folkeoplysningsloven med endnu et hovedområde: Hovedområde 3 for frivilligt socialt arbejde. 

”Der er stort fokus på, at civilsamfundet kan løse en hel række opgaver, og det kommer nok til at spille en central rolle i den nye folkesundhedslov. Men i dag må mange foreninger søge støtte fra anden side, når de laver aktiviteter til velfærdsformål. Støtte til frivilligt socialt arbejde er bestemt i servicelovens §18, men det får idræts-, fritids- og kulturforeninger som regel ikke støtte fra. Omvendt længes mange frivillige sociale foreninger efter de vilkår for kommunal støtte, som fritids- og kulturforeninger har,” forklarer Bjarne Ibsen.

Formålet med en ny ’lov om kommunal støtte til det organiserede civilsamfund’ kan være at styrke det organiserede civilsamfunds samfundsmæssige betydning, forklarer han.

Det kan gøres ved at inkludere det frivillige sociale arbejde som et tredje ben i loven og ved at skabe lovbestemte rammer for samarbejdet mellem foreninger og kommunale institutioner og projekter.

Han peger på, at loven kan omfatte støtte til voksenundervisning (hovedområde 1), aktiviteter for børn og unge i foreninger (hovedområde 2) samt frivilligt socialt arbejde (hovedområde 3). Det vil også være en god ide, om loven beskriver rammerne for samskabelse og partnerskaber mellem aktørerne og kommuner.

”Ligesom i folkeoplysningsloven skal der være specifikke kriterier for hvert hovedområde for at modtage kommunal støtte, men støtten er altså ikke forbeholdt bestemte forenings- og organisationstyper,” påpeger han.

Scenarie 3: Lov for kommunal støtte til aktiv fritid i frie fællesskaber

Ligesom tilbage i fritidslovens dage i 1968 har vores anvendelse af fritiden igen fået opmærksomhed: Vi sidder alt for meget bag skærme. 

”Folk skal ud! Vi skal ud og mødes i fællesskaber – og måske skulle vi se lidt nærmere på kredsbegrebet igen, som også blev brugt i folkeoplysningslovens første år,” siger Bjarne Ibsen. Han foreslår, at det bliver gjort tydeligere i lovgivningen, at uformelle grupper kan få adgang til faciliteter.

”I dag er loven afgrænset til at gælde for foreninger og aftenskoler, men en stor del af både unge og voksnes fritidsaktivitet foregår i uformelle grupper og andre organiseringsformer. Det er især et problem for uformelle grupper at få adgang til lokaler og faciliteter. Men er de uformelle grupper ikke værd at støtte?” spørger han.

”Afgrænsningen kan også være et problem i forhold til aktiviteter for særlige målgrupper og særlige formål. Inden for den nuværende lovgivnings rammer kan kommunen for eksempel ikke give støtte til en kommunal institution, som har gode forudsætninger for at fremme en udsat gruppes fritidsliv.”  

Derfor foreslår han i sit tredje scenarie en ny lov: ’Lov for kommunal støtte til aktiv fritid i frie fællesskaber’. Den har til formål at fremme et fritidsliv baseret på ’den aktive medskabende virksomhed’ i fællesskaber, foreslår han. 

Loven kan regulere den kommunale støtte til godkendte fritidsaktiviteter under forskellige organiseringsformer:

• Foreninger: Medlems- og aktivitetsstøtte samt gratis adgang til faciliteter under forudsætning af medlemsdemokrati
• Uformelle grupper: Adgang til lokaler og faciliteter på tidspunkter, som ikke benyttes af foreninger, aftenskoler eller kommunale institutioner
• Kommunale institutioner: Støtte til aktiviteter for særlige målgrupper, som foreninger ikke tilbyder aktiviteter for
• Kommercielle aktører: Kommunen kan indgå kontrakt om aktiviteter og projekter, som ikke varetages af foreninger, institutioner mv.

Bureaukrati af den gode slags 

Bjarne Ibsens tre forslag peger på, at vi bør diskutere, om vores lovgivning fortsat skal baseres på en tradition fra 1991, eller om der skal skabes en ny ramme, der afspejler nutidens fritidsliv, digitale udfordringer, behovet for stærkere fællesskaber og behovet for at styrke demokratiet.

De tre forslag viser forskellige retninger, men har ét fælles udgangspunkt: At styrke fællesskaber, demokrati og aktiv deltagelse i fritidslivet – i både klassiske foreninger og nye organiseringsformer.

”Det er tankevækkende, at den ændring af folkeoplysningsloven, der netop er gennemført, mest handlede om at udarbejde bedre vejledninger. Nogle af de væsentligste barrierer imod, at nogle aktører kan skabe mere aktivitet, har man ikke rørt ved. Det gælder kravene til organiseringsform for at opnå støtte efter folkeoplysningslovens regler, og det gælder den målrettede støtte til voksenundervisning, som skal gå til løn til undervisere og ledere,” siger han og spørger:

”Hvorfor skal aftenskolerne partout bruge deres tilskud til løn? Hvorfor fastholde dette krav?”

Han peger på, at det ville være en god ide, om aktørerne blev stillet lidt mere lige og fik en mere ens behandling. 

”Kommunerne vogter over organiseringsformen: Kun foreninger kan få støtte. Men kunne man være lidt mere large?” foreslår han.

Den vigtige balance

Den nuværende folkeoplysningslov kritiseres for at være bureaukratisk, både for kommuner, som administrerer den, og for fritidslivet, der bl.a. søger støtte via den. Men ikke al bureaukrati er et onde, påpeger Bjarne Ibsen.

”Bureaukrati sikrer demokrati, beskytter mod misbrug og favorisering, skaber gennemsigtighed og giver lige vilkår for alle. Men udfordringen er at finde en balance mellem frihed og forpligtelse,” siger han og fortsætter: 

”Foreninger, aftenskoler og grupper bør have frihed til selv at beslutte deres idégrundlag og aktiviteter. Men der bør være tydeligere krav til indhold, fællesskab og demokratisk dannelse. Vi har behov for en tydeliggørelse, så lovgivningen i højere grad fremmer det meget frie formål, vi har i folkeoplysningsloven i dag.”