Aalborg vil bygge broer

Aalborg vil bygge broer

Folkeoplysningssamvirket i Aalborg Kommune er i fuld gang med en satsning, der skal skabe vedvarende samarbejde mellem voksenundervisningen og kommunens sundhedscentre.

Aalborg vil bygge broer ”I Aalborg sidder hele Sundheds- og Kulturudvalget med i Folkeoplysningsudvalget. Det giver politisk bevågenhed,” siger Bjørn Salling, formand for Folkeoplysningssamvirket. (Privatfoto)

I 10 år har Folkeoplysningssamvirket i Aalborg Kommune forsøgt at skabe samarbejde mellem områdets aftenskoler og kommunens sundhedscentre, for at kunne spille en mere aktiv rolle for alle de borgere, der er i rehabiliteringsforløb hos kommunen.

Mere samarbejde var endda det erklærede mål, da samvirket deltog i første runde af ’Bevæg dig for Livet’ i kommunen. Men det er ikke lykkedes at komme helt i mål.

Nu er anden runde af Bevæg dig for Livet i gang i kommunen, og Folkeoplysningssamvirket er med igen. Og denne gang griber man samarbejdet praktisk an: Områdets aftenskoler er i gang med at etablere hold, som sundhedscentre og behandlere kan henvise borgere til.

Formand for Folkeoplysningssamvirket Bjørn Salling, der også er direktør for FOKUS Folkeoplysning, har ikke en forklaring på, hvorfor det i første omgang var så vanskeligt at få aftenskoler og sundhedscentre til at samarbejde.

”Ind imellem mødes vi af spørgsmål om, om vores undervisning er ’god nok’. Men vi har jo uddannede undervisere, og nogle af dem arbejder f.eks. som fysioterapeuter på sundhedsområdet. Det sker også, at nogle ledere på sundhedscentrene bliver forvirrede over, at vi er fem oplysningsforbund, for hvem skal de så samarbejde med? Derfor har vi valgt, at folkeoplysningssamvirket nu er projektbærende i samarbejdsprojektet.”

Har delt opgaverne imellem sig

Da Bevæg dig for Livet skulle i gang med anden runde i Aalborg Kommune, fik Folkeoplysningssamvirket tilsagn om 300.000 kr til at skabe samarbejde i praksis mellem sundhedscentre og aftenskoler.

Samvirket valgte, at man ville etablere nogle hold og skabe samarbejdet ud fra dem. Pengene bruges til at reducere prisen for deltagerne.

”Vi har delt opgaverne imellem os: FOF arbejder med mental sundhed. AOF og LOF laver hold med traditionel fysisk genoptræning for personer, der har været i et sygdomsforløb. Den Rytmiske i Nordkraft (DOF) står bl.a. for KOL-kor. Og i FOKUS Folkeoplysning under FORA arbejder vi med forebyggende indsatser, der bygger ovenpå sundhedscentrets kurser i Rygestop og vægttab,” fortæller Bjørn Salling.

”Nu ved sundhedscentrene, hvor de skal henvende sig. Det er de glade for – og det er måske en af nøglerne til, at samarbejdet forhåbentlig lykkes denne gang,” siger han.

Lige nu er følgende hold etableret:

  • LOF har igangsat to hold i samarbejde med Sundhedscentret i Nordkraft; Motion M/K samt Hjertemotion.
  • Den Rytmiske har lavet sang- og dansehold for lungesyge (borgere med KOL) samt et dansehold for borgere med kræft. Disse hold foregår også i Nordkraft, to etager under Sundhedscentret.
  • FOKUS Folkeoplysning har lavet et hold i Aalborg Øst for borgere, der har deltaget i rygestop- og vægttabskurser.

Der arbejdes på en aftale med Center for Mental Sundhed, men den er ikke på plads endnu.

Vil ikke belaste rammen

Undervisningen er etableret som almene hold, der får det gængse tilskud og ikke den høje sats til handicapundervisning. Det sker efter aftale med forvaltningen: Man vil ikke risikere, at satsningen udhuler tilskudsrammen, så aftenskolerne ikke længere kan få det tilskud, de er blevet lovet af kommunen.

”Det burde indgå i den nye sundhedsreform, at forebyggende arbejde som det, vi laver her, får tilskud via regionen. Det bør ikke belaste folkeoplysningsmidlerne,” mener Bjørn Salling.

”God forebyggelse er mange penge værd. I sundhedsforvaltningen har de fokus på de dyre borgere, der vender tilbage i gentagne behandlingsforløb. De mennesker, som vi laver hold for, gør selv en indsats for ikke at blive nogle af de dyre borgere,” siger han. Han tilføjer, at sidste år havde Fokus Folkeoplysning mere end 10.000 deltagere på bevægelseshold. Så aftenskolerne spiller en reel rolle i forebyggelse og livsstil.

Politisk bevågenhed hjælper

Når Bjørn Salling skal samle op på, hvad der kan hjælpe brobygningen mellem aftenskoler og sundhedscentrene på vej, peger han dels på, at det er folkeoplysningssamvirket, der står bag, og at man dermed taler med én stemme og ikke fem. Og dels peger han på politisk bevågenhed: I Aalborg Kommune sidder hele Sundheds- og Kulturudvalget med i Folkeoplysningsudvalget.

”Det betyder, at en stor gruppe kommunalpolitikere kender til aftenskolernes indsats for at skabe mere samarbejde. Vi har også holdt møde med lederne i sundhedsforvaltningen om vores satsning. Det siver ned gennem systemet, at sundhedscentrene skal prøve at indgå i samarbejde med voksenundervisningen om at vise borgerne vej ud til en mere aktiv hverdag, når deres forløb i det offentlige er afsluttet.”

Det har formentlig også betydning, at sundheds- og kulturforvaltningen sidder sammen i Aalborg Kommune. Et samarbejde mellem de to forvaltninger er vigtigt for at brobygning lykkes, påpeger han.

- - - - - 

Hvis Bjørn Salling var kulturminister

Hvis du var kulturminister – hvad ville du så ændre for at hjælpe aftenskolernes arbejde med bevægelseshold på vej?

1. Giv tilskud til sundhed og forebyggelse

”Nu kommer der en ny folkesundhedslov. Hvis den kunne give kommunen mulighed for at bruge vores tilbud, uden at det belaster folkeoplysningsmidlerne – dét ville være godt. Her kan man for få midler få en stor effekt. Det er vildt, at vi ikke arbejder mere struktureret med at skabe god forebyggelse.”

2. Sæt et minimum for tilskud i stedet for et maksimum

”Jeg forstår ikke meningen med, at kommuner maksimalt må give tilskud på 1/3 af udgifterne til voksenundervisningen. Jeg kunne forstå, hvis der stod minimum. Men maksimum? Var politikerne bange for, at kommuner ville give alt for meget til voksenundervisningen, da de vedtog det?”

3. Fjern loftet over fleksible tiltag

”Vi har brug for mere fleksibilitet i den måde, vi får tilskud på. I Aalborg Kommune bruger vi de 40 pct. til fleksibelt tilrettelagt undervisning, som vi må – det er langt hen ad vejen min egen aftenskole, Fokus Folkeoplysning, der er ansvarlig for dét. Nu kan vi se, at unge er glade for den fleksibilitet, vi kan tilbyde med klippekort mv. Men for at få tilskud til disse hold, skal vi først lave mere traditionel undervisning, så der bliver plads i ’rammen’. Derefter kan vi få tilskud til mere fleksibelt tilrettelagt undervisning, indtil vi igen rammer loftet på de 40 pct. Det er meningsløst. Lad os da lave den undervisning, vores medlemmer har behov for.”

 

Læs mere:

Samarbejde med sundhedscentre er en udfordring for aftenskoler

Flere fakta

Se tabeller om aftenskolernes deltagere på bevægelseshold i Fritid & Samfunds tidsskrift Kultur&Fritid.