Årsmøde 2025: Fritid & Samfund i god udvikling

Årsmøde 2025: Fritid & Samfund i god udvikling

Med en ny hjemmeside, flere kurser og en øget omsætning er Fritid & Samfund i god udvikling. Læs referatet fra Årsmøde 2025 her.

Årsmøde 2025

Fritid & Samfund er i gang med en professionalisering. Det ses bl.a. på den nye hjemmeside, som er udviklet med støtte fra Dansk Folkeoplysnings Samråds støttepulje, og på rækken af kurser.

Ved foreningens årsmøde 30. april 2025 i Aalborg udtrykte formand Søren Gøtzsche stor tilfredshed med udviklingen.

Læs referat fra årsmødet i årsrapporten. 

Flere kurser og flere deltagere

Fritid & Samfund har afholdt 10 kurser i 2024 med i alt 225 deltagere mod syv kurser med 147 deltagere i 2023. Nogle kurser retter sig mest mod medarbejdere i kommunernes fritidsforvaltninger, for eksempel det populære kursus om godkendelse af folkeoplysende foreninger, der blev afholdt tre gange i 2024.

Andre kurser er mere rettet mod frivillige og medarbejdere i aftenskoler og andre former for foreninger. Især kurset om fleksible tilrettelæggelsesformer og debatskabende aktiviteter har haft mange deltagere og blev også afholdt tre gange i 2024.

Ind ad til i foreningen mærkes professionaliseringen bl.a. ved, at der er indført et medlemssystem, og at løn- og bogføring nu ligger hos gode samarbejdspartnere i DOF.

Øget omsætning og overskud 

Gennemgangen af årsregnskabet viste, at Fritid & Samfund har øget omsætningen fra ca. 527.000 kr i 2023 til 752.000 kr i 2024 og kom ud af 2024 med et overskud på 40.000 kr.

Der var genvalg til de tre bestyrelsesmedlemmer Mette Larsen, faglig koordinator for folkeoplysningen i Rudersdal Kommune, Henrik Christensen, sekretariatsleder for DOF, og Ole Bested, næstformand i folkeoplysningsudvalget i Hvidovre Kommune.

Som revisor blev valgt Brian Bøglund, skoleleder hos FOF Sydjylland, efter at Vivian Glasdam Sørensen fra Odense Kommune ikke ønskede genvalg.