Folkeoplysningens grænser giver hovedbrud i kommunerne

I to tredjedele af kommunerne, 64 pct., oplever man udfordringer med at administrere folkeoplysningsloven, og afgrænsning af området er det, der fylder mest, viser Videncenter for Folkeoplysnings undersøgelse ’Folkeoplysningen i kommunerne’.

Hele 45 pct. af kommunerne oplever udfordringer relateret til afgrænsning af folkeoplysende virksomhed, et tal, der er næsten fordoblet fra 24 pct. i 2018.

”Kommunernes svar tyder på, at det blandt andet er nye typer af aktiviteter og deltagelsesformer, der kan give usikkerhed hos dem, der skal administrere området. Det kan f.eks. være blandede aktiviteter, hvor folk mødes om både aktiviteter, sociale tiltag og måske noget online. Det ser ud til at øge oplevelsen i kommunerne af, at afgrænsning er svær,” siger Malene Thøgersen, senioranalytiker hos Vifo.

Foreninger støttes forskelligt

I hovedtræk deles foreninger op i tre forskellige grupper alt efter, hvad de laver, og hvordan de er organiseret:

• Idrætsforeninger og idébestemte og samfundsengagerende børne- og ungeforeninger samt voksenundervisning får støtte via folkeoplysningsloven, som kommunerne administrerer.
• Frivillige sociale foreninger støttes efter servicelovens §18, hvor kommuner sætter et årligt beløb af til lokale initiativer for socialt udsatte grupper, som foreningerne kan søge.
• Kulturelle foreninger støttes typisk enten via folkeoplysningsloven eller gennem puljer i kommunerne.  

Det betyder bl.a., at foreninger, der arbejder med sociale aktiviteter for udsatte grupper, ikke har samme krav på kommunal støtte og adgang til lokaler som fx idrætsforeninger, der laver aktiviteter for børn og unge.

Alene inden for idræt og bevægelse er der tvivlstilfælde, og kommunerne vurderer forskelligt. I nogle kommuner er vinterbadeklubber fx godkendt som folkeoplysende foreninger, mens de ikke godkendes i andre kommuner.

”Nogle af de aktiviteter, som udføres i forskellige typer af foreninger, kan ligne hinanden, og kommunernes svar viser, at man kan have svært ved at begrunde, hvorfor foreningerne skal stilles forskelligt, hvad angår støtte: Det kan også være svært at forklare foreningerne,” siger Malene Thøgersen.

Brug for et klarere billede

”Når man i næsten halvdelen af kommunerne oplever udfordringer med afgrænsningen af det folkeoplysende område, er der måske brug for klarere formuleringer både nationalt og i den enkelte kommune. Måske bør det diskuteres nærmere, hvad vi egentlig mener med folkelig oplysning? Det ville gøre sammenhængen med praksis lettere,” foreslår Malene Thøgersen.

På Kulturministeriets hjemmeside står, at ”Den folkeoplysende virksomhed kan i princippet have en hvilken som helst karakter, men hvis der skal gives økonomisk støtte fra kommunen eller staten, skal den folkeoplysende virksomhed opfylde en række betingelser. Det er kommunen, der ud fra en vurdering af foreningens hovedvirksomhed afgør, om foreningen efter loven skal betragtes som en folkeoplysende forening. Det er ligeledes kommunen der udbetaler økonomisk støtte til de enkelte foreninger.”

”Set med de briller kan begrebet dække næsten hvad som helst. Men det kan være svært at administrere ud fra noget, der er så bredt beskrevet,” siger hun.

Oplysning, læring og ansvar

De forskellige aspekter af ’folkeoplysning’ står ikke lige stærkt hos alle aktører. Nogle, fx folkeuniversiteterne, fokuserer på oplysning og læring. Hos andre, fx aftenskoler, arbejder man mere med at lære en færdighed. Atter andre har fokus på at styrke fællesskaber og ansvar, fx korps, eller at skabe demokratisk deltagelse, fx de politiske ungdomsforeninger. Internt i hver gruppe er der også forskelle.

Så hvad er centralt for, at en forening hører under det folkeoplysende område? Er det udelukkende organiseringen af foreningen? Eller skal man arbejde aktivt med medlemsinvolvering? Og fx give børnemedlemmer stemmeret?

”Der er mange forskellige elementer i folkeoplysning som begreb, og der skal være plads til, at forskellige aktører kan gøre det, de er særligt gode til. Men det kan være godt indimellem at tage diskussionen af, hvad essensen i begrebet egentlig er, for hvis alt er folkeoplysning, er der risiko for, at vi udvander det,” mener Malene Thøgersen.

”Folkelig oplysning som idé er jo et historisk og flot begreb, som har haft stor betydning for udviklingen i vores land. Og det er måske netop essensen af folkelig oplysning, at det kan diskuteres løbende, hvad det er, og hvilken betydning det har, i den tid, vi lever i.”