Håndholdt opfølgning får motionsuvante borgere i gang

Håndholdt opfølgning får motionsuvante borgere i gang

Et nært samarbejde mellem Frederiksberg Kommunes brobygger og en fagkonsulent i FOF København og Nordsjælland har skabt en tryg overgang fra sundhedscentrets træning til hold i FOF for motionsuvante ældre.

Håndholdt opfølgning får motionsuvante borgere i gang Når holdtræningen foregår i et kommunalt sundhedscenter, fungerer det ekstra godt. Så er det rette udstyr til stede, og deltagerne er vant til at komme der. (Foto: FOF København og Nordsjælland)

Frederiksberg Sundhedscenter har siden 2008 haft en samarbejdsaftale med FOF København og Nordsjælland om, at borgere, der har gennemgået et rehabiliterings- eller genoptræningsforløb i kommunalt regi, kan ledes over på et hold i aftenskolen, som passer til dem, og dermed fortsætte med at træne.

350-400 borgere går pt. på omkring 40 hold med hensyntagende bevægelse. Flere af holdene foregår i sundhedscentrets lokaler i ydertiderne, så borgerne ikke skal bevæge sig et nyt sted hen.

”For en motionsuvant borger, der måske har flere sygdomme, et lavt funktionsniveau og et lille netværk omkring sig, kan det være skrøbeligt at skulle begynde på noget nyt. De tilmelder sig ikke nødvendigvis i en forening. Sammen med FOF kan vi lave en håndholdt indsats, hvor vi hjælper borgeren videre,” forklarer Mette H. Wonsyld, specialkonsulent i fysisk aktivitet og brobygning i Frederiksberg Sundhedscenter. 

”Helt praktisk foregår det sådan, at sundhedscentrets fysioterapeuter fortæller borgeren om FOF’s hold og spørger, om FOF må kontakte ham/hende. Hvis vi får et samtykke, sender vi kontaktinformationerne til fagkonsulenten hos FOF København og Nordsjælland. Og så ringer hun til borgeren og aftaler, hvilket hold der passer bedst.”

FOF-fagkonsulenten, Charlotte Riveri, er selv fysioterapeut. Hun følger op på, om borgeren kommer i gang, hun tilbyder prøvetimer, og hun sikrer sig, at personen er landet på det rigtige hold funktionsmæssigt. Alle de små puf og prik har betydning, når det handler om sårbare grupper. 

Faglighed styrker samarbejde

En række forskellige forhold er med til at gøre samarbejdet mellem Frederiksberg Sundhedscenter og FOF København og Nordsjælland velfungerende, fortæller Mette H. Wonsyld:

”Vores kommune har tradition for et stærkt samarbejde med civilsamfundet og har to brobyggere ansat i Frederiksberg Sundhedscenter. Vi har til opgave at få samarbejder til at fungere,” siger hun.

”Vi har en skriftlig samarbejdsaftale med FOF København og Nordsjælland, hvor det fremgår, hvem der har hvilke opgaver. Sundhedscentret rekrutterer borgere, afdækker behov og synliggør FOF’s hold. FOF står for tilmelding, vejledning og kontakt til underviserne. Sammen kan vi sikre et ensartet kvalitetsniveau i undervisningen, sparre om nye hold og skræddersy undervisningen efter borgernes behov,” fortæller hun.

Det har også stor betydning, at fagkonsulenten i aftenskolen er ansat til netop at arbejde med sundhedscentre, og at hun er fysioterapeut. Hun har dermed den sundhedsfaglige indsigt til at kunne guide og vejlede sårbare borgere, når sundhedscentrets fysioterapeuter slipper dem. Også hovedparten af underviserne på de hensyntagende hold er fysioterapeuter eller psykomotoriske terapeuter.

”Det betyder, at der er tillid og dialog mellem sundhedscentrets fysioterapeuter og FOF’s fagkonsulent – og underviserne. Flere af FOF’s undervisere har været på besøg i sundhedscentret for at se, hvordan vi træner med borgerne, så de kan fortsætte med en lignende træning. Det skaber tryghed og bryder mange barrierer,” forklarer Mette H. Wonsyld.

Kommunen skal ville det

Den væsentligste faktor for, at det lykkes at lave samarbejde mellem kommune og aftenskole, er formentlig, at kommunen vil det, mener Mette H. Wonsyld.

”Vi har opbakning til, at FOF kan bruge sundhedscentrets lokaler uden for åbningstiden, og kommunen har stillet et træningslokale til rådighed, hvor der kan være 25 hold fra morgen til sen eftermiddag. Desuden har kommunalbestyrelsen besluttet, at holdene kan få tilskud som hensyntagende undervisning efter folkeoplysningsloven. Uden det ville det være svært,” siger hun.

”Der er mange barrierer, når motionsuvante skal ind i en mere aktiv hverdag. Så dét, at de kender lokalerne og maskinerne, har stor betydning. FOF’s undervisere er også gode til at sørge for, at det sociale prioriteres. Det hjælper alt sammen på fastholdelsen,” forklarer hun.

Læs mere om aftenskoler og sundhedscentre

I FOF København og Nordsjælland er man i gang med at udvikle samarbejde med flere kommuners sundhedscentre:
- Sundhedscentrene skal opdage, at aftenskoler findes 

Vi har tidligere skrevet om nogle af de udfordringer, aftenskoler oplever, når de forsøger at skabe samarbejde med sundhedscentre:
Samarbejde med sundhedscentre er en udfordring for aftenskoler

Også i Aalborg prøver aftenskolerne at skabe samarbejde:
Aalborg vil bygge broer