Så svært er det: Folkeoplysende, ehmn?

Folkeoplysningsloven siger meget lidt om, hvad folkeoplysning egentligt er. Dens formål er at understøtte den frie folkeoplysende virksomhed efter den enkelte initiativtagers idégrundlag. Og ’virksomheden’, altså aktiviteter og undervisning, skal bygge på fællesskab. For de frivillige foreninger skal det være et forpligtigende fællesskab.

Ofte vil kompetencen til at afgøre, om en forening og dens aktiviteter kan anses for at være ’folkeoplysende’, eller om det blot er almen mellemmenneskelig aktivitet, ligge i et Folkeoplysningsudvalg/§35 stk. 2-udvalg. I hvert fald hvis administrationen er i tvivl. Men det kræver, at udvalget får diskuteret, hvad de forstår ved folkeoplysende og forpligtende fællesskaber, og at de sætter en ramme op, som administrationen og foreningerne kan forholde sig til.

I den sammenhæng kan det være godt med en drøftelse af, om man i kommunen generelt gerne vil være så brede som muligt og rumme flest mulige foreninger, eller om man vil være mere afgrænsende og udelukke nogle foreningstyper og aktiviteter.

Formelle krav

En forening skal leve op til nogle krav i folkeoplysningsloven for at kunne godkendes som folkeoplysende. I hovedtræk skal den:

• Være demokratisk opbygget med vedtægter og medlemsindflydelse
• have et almennyttigt og ikke-kommercielt formål
• have aktive medlemskaber
• være åben for alle
• være hjemmehørende i kommunen
• håndtere børneattester og
• udføre folkeoplysende aktiviteter.

Hvis en forening godkendes som en folkeoplysende forening vil den ofte kunne søge aktivitets- og/eller medlemstilskud og lokaler til deres aktiviteter. Derfor kan det have ret stor betydning for en forening, om den bliver godkendt som folkeoplysende eller ej.

Folkeoplysning eller hobby

Hvornår er en aktivitet så en hobby - og hvad skal der til, for at den bliver til folkeoplysning? Skal der være tale om en læringsproces, eller er det folkeoplysende, hvis man blot mødes om at spille fodbold eller strikke og snakke om verdenssituationen?

”Oplysning” leder tankerne hen på, at deltagerne skal blive klogere eller bedre til noget, enten fysisk eller mentalt; at der altså er en planlagt læringsproces i foreningens aktiviteter. Men dette er ikke et eksplicit krav i folkeoplysningsloven for begge foreningsområder. Aftenskolerne kan lave undervisning, studiekredse mm., hvilket peger i retning af oplysning, men de frivillige foreninger skal lave aktiviteter, uden at dette er nærmere konkretiseret.

Sat på spidsen kunne dette lede frem til, at man ikke ville godkende fx en løbeklub eller fodboldklub, hvor man blot mødes og løber eller spiller i fællesskab, uden en træner og uden at lære mere om fx løbestile eller indersidespark. Men vi godkender typisk idrætsforeninger, hvis de ellers lever op til lovkravene til foreningsformen uden at stille spørgsmål der, hvor vi har en klar forforståelse af aktiviteten.

På den anden side vil en strikkeklub, der lever op til foreningsformen og faktisk underviser i strikkemetoder dermed godt kunne godkendes. Men den vil i praksis ofte blive afvist som ’hobbybetonet’ i udgangspunktet.

Foreninger, der har med dyr at gøre, er også ofte et område, hvor kommunerne forvalter folkeoplysningsloven forskelligt. Ridning er generelt anerkendt som en sport, og rideklubber godkendes derfor. Men hundeklubber, biavlerforeninger og marsvineklubber bliver i en del kommuner afvist med den begrundelse, at de har et hobbybetonet indhold.

Vinterbadeklubber og saunaklubber er også et område, hvor kommunerne ser forskelligt på, om de kan godkendes som folkeoplysende. Nogle steder afvises de og andre steder godkendes de. På den ene side er der gode fællesskaber i mange af disse klubber, som gør dem værd at understøtte, på den anden side kan man stille spørgsmål ved, om der er tale om oplysning, når man går i sauna.

Afgrænsning til andre områder

Grænserne mellem folkeoplysende foreninger og frivillige sociale foreninger, patientforeninger og fritidsklub-lignende foreninger kan også give panderynker i kommunerne. Mange af disse foreninger vil typisk have et andet formål end folkeoplysning, men de udfører i mange tilfælde også folkeoplysende aktiviteter.

Særligt fritidsklub-lignende foreninger er interessante, fordi de ofte vil have fokus på fællesskab gennem mange forskellige aktiviteter. Her kan medlemmerne fx spille fodbold den ene gang, svømme den anden gang, lave orienteringsløb den tredje gang osv.

Her er oplysningen enten meget kort (en eller et par aktivitetsgange), eller den er rettet mod, at man bliver bredt oplyst om ”bevægelse” og bevægelsesformer, fremfor i en specifik bevægelsesform som fodbold eller svømning. Fællesskabet vil til gengæld ofte være i centrum. Er det folkeoplysende? Nogle vil sige ja, andre nej.

Hvordan forpligtende? 

Der er også stor forskel på, hvordan begrebet ’forpligtigende fællesskaber’ tolkes. Er man fx med i et forpligtigende fællesskab, hvis man som forælder bager en kage til barnets fodboldhold? Hvad med yoga eller fitness, hvor man betaler fra gang til gang, er det et forpligtigende fællesskab? Eller indgår man først i forpligtende fællesskaber, når man melder sig på et konkret hold og deltager over en hel sæson? Loven definerer ikke, hvad der ligger i et forpligtigende fællesskab.

Den tydeligste modsætning er måske, når vi tager høretelefoner på, lytter til musik og går i fitnesscenteret. Vi kommunikerer stort set ikke med andre, men fokuserer udelukkende på vores egen træning. Det er der ikke meget fællesskab i.

På den anden side kan man også gå til fx spinning i en fitnessklub, hvor man faktisk snakker med de andre på holdet, får et fællesskab og nye gode relationer, samtidig med at man måske skifter mellem at komme på holdet om onsdagen og fredagen og betaler et månedligt abonnement for et være medlem. Det er dejligt fleksibelt, men er det også et forpligtigende fællesskab? Vurderingerne vil være forskellige, men det er vigtigt at tage drøftelserne om det – både politisk og administrativt for at skabe en retning.

Stram eller rummelig

Nogle kommuner godkender mange forskellige typer af foreninger og aktiviteter. Andre er strammere i deres fortolkning og godkender ikke nær så mange foreninger.

Fælles er, at der lægges stor vægt på frivillighed. Det er frivillige mennesker, der laver aktiviteterne, og udgangspunktet for samarbejdet mellem kommune og forening er en høj grad af tillid. De forskellige tilgange og syn på, hvad der er folkeoplysende, betyder dog, at foreninger er forskelligt stillet, alt efter hvilken kommune de hører til i. Det betyder også at foreningernes muligheder for tilskud og lån af lokaler i sidste ende er forskellige.

I mange kommuner vælger man at bruge mulighederne i kommunalfuldmagten til at støtte ikke-godkendte foreninger. Dét er et område for sig – men på den måde kan man adskille de ’folkeoplysende’ foreninger og aktiviteter fra andre aktiviteter, der også er rigtig gode, og støtte begge dele, bare på forskellige måder.