Idrætsmødet: Inspiration til aftenskoler
Ved Idrætsmødet i Aalborg bliver der i år et forløb på tre sessioner rettet mod især folk fra aftenskoler og oplysningsforbund. Bag forløbet står Folkeoplysningssamvirket i Aalborg og Fritid & Samfund.
De tre sessioner foregår onsdag 29. april kl. ca. 11 til 15.10 - se mere her: Flyer, tre sessioner med inspiration for aftenskoler.
Tilmelding foregår via Idrætsmødet. Alle, der kommer fra en aftenskole eller et oplysningsforbund, kan få 15 pct. rabat på deltagergebyret, hvis de tilmelder sig således: Skriv en mail til mark.dahl@aalborg.dk og elizabeth.albrechtsen@aalborg.dk med følgende oplysninger: Navn, organisation, stilling, mailadresse, datoer for deltagelse samt oplysning om, om du deltager i konferencemiddag tirsdag aften. For alle andre: Idrætsmødet.
Hvad handler sessionerne om?
1. Unges drømme, barrierer og vejen ind i fællesskaber med Kulturpasset
29. april kl. 11.15 til 12.10.
Kulturministeriet har udvalgt 15 kulturpasforløb rundt omkring i landet, som skal styrke unge på kanten af samfundet og give dem et kærligt skub tættere på arbejde og uddannelse. Et af de forløb er ”Der er også plads til dig” i Aalborg, der er udviklet i et samarbejde mellem Himmerland Boligforening, aftenskolen FOKUS Folkeoplysning og SIFA.
Men hvad ønsker de unge? Og hvordan kan aftenskoler og andre aktører tilrettelægge tilbud til unge, som de ønsker at være en del af?
Få et indblik i de første erfaringer fra forsøget med kulturpasforløb. Vi deler, hvad unge i målgruppen efterspørger, hvad der overrasker, hvilke barrierer der udfordrer formatet og rekrutteringen – og hvordan partnerskaber kan styrke vejen ind i fællesskaber.
Efterfølgende fortæller Nis Peter Nissen fra Kompetencehuset i Aarhus om, hvordan de med Den Rullende Daghøjskole er lykkedes med at rekruttere og fastholde målgrupper, der ikke selv har mulighed for at opsøge de vigtige fællesskaber, der kan være med til at styrke den mentale trivsel.
2. Brobygning mellem sundhedscentre og aftenskoler
29. april kl. 12.25 til 13.15.
Civilsamfundet ser ud til at komme til at spille en stor rolle i den nye folkesundhedslov. Hvis kommuner og aftenskoler samarbejder, kan de i fællesskab lette overgangen for borgere, der går i kommunale sundhedstilbud og skal i gang med en mere aktiv livsstil.
Både hvad angår fysisk og mental sundhed er der et stort potentiale i at skabe stærke overgange fra kommune til aftenskole, hvor uddannede undervisere er gode til at skabe et kreativt og præstationsfrit rum. Nye fællesskaber venter, men deltagerne skal ofte følges mere eller mindre håndholdt derhen.
Kom og hør kommune- og partnerskabskonsulent Marie Stockmarr fra FOF’s landssekretariat fortælle om FOF’s erfaringer med kommunesamarbejde og udpege de væsentligste potentialer og faldgruber.
Bettina Bisp Jensen, leder hos Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune, fortæller om centrets samarbejder med lokale aftenskoler om især unge og mental trivsel. Hun kommer bl.a. ind på, hvorfor det er betydningsfuldt for deltagerne at finde ind i civilsamfundets rammer.
3. Hvordan tiltrækker vi flere mænd til bevægelseshold?
29. april kl. 14.15 til 15.10.
Mænd lever i gennemsnit 3-4 år kortere og er mere ramt af alvorlig sygdom end kvinder. Men på aftenskolers og foreningers bevægelseshold er mændene ofte fraværende. De deltager ikke i samme grad som kvinder i tilbud, der er rettet mod begge køn.
Så hvordan udvikler vi relevante sundheds -og bevægelseshold for mænd?
Hvad skal der til, for at mændene får lyst til at møde op og være aktive sammen?
Mie Møller Nielsen, direktør for organisationen Forum for Mænds Sundhed, fortæller om den skæve sundhed og om mænds særlige ønsker og behov. Og så giver hun nogle bud på, hvordan aftenskoler og foreninger kan tænke i mere målrettede tilbud, og hvordan de bedst muligt rekrutterer mænd som deltagere - også den gruppe, der trænger mest.




