Sådan skaber I udvikling i folkeoplysningsudvalget - Randers
Information
  • 02-06-2026
  • 16.00 - 21.00
  • Arena Randers
  • 1695 kr. (for medlemmer)
    2095 kr. (for ikke-medlemmer)
    Rabat: 15 pct., hvis min. 3 personer deltager fra samme medlems-organisation. Pris: 1440,75 kr.
    Kurset er inkl. forplejning.
  • Tilmeldingsfrist:
    25. maj 2026

Tilmelding
Tilmeld dig senest 25. maj 2026

Kursusbeskrivelse:

Folkeoplysningsudvalget kan være stedet, hvor idéer bliver til handling, hvor samarbejde vokser, og hvor nye initiativer får liv. På Fritid & Samfunds kursus får I energi, inspiration og konkrete værktøjer til at styrke arbejdet i jeres kommune.

Kurset er for både nye og erfarne medlemmer af §35.2-udvalg, der vil sætte et tydeligt aftryk på kommunens fritids- og kulturliv. Gennem oplæg og dialog med andre deltagere får I idéer til, hvordan udvalget kan arbejde mere strategisk og skabe udvikling.

Vi stiller skarpt på spørgsmål som:

  • Hvordan får udvalget større politisk gennemslagskraft?
  • Hvordan kan I styrke den frivillige indsats i kommunens foreninger?
  • Hvordan kan foreningslivet og voksenundervisningen inspirere hinanden og skabe synergi lokalt?

Kurset giver jer et fælles afsæt til de næste år – med nye perspektiver, netværk og konkrete redskaber til at gøre en forskel.

Målgruppe:

  • Medlemmer af Folkeoplysningsudvalg og andre §35.2-udvalg, – både repræsentanter fra de folkeoplysende aktører (idrætsområdet, korps, voksenundervisning m.m.) og kommunale politikere.
  • Fritidskonsulenter og øvrige medarbejdere i kommuners kultur- og fritidsforvaltninger.

Underviser:

Kai Raun – tidligere formand for Fritid & Samfund og Fritidssamrådet. Har arbejdet med folkeoplysning hele sit liv, bl.a. i Allerød Kommune, og er kendt for at kombinere stor faglig viden med praktiske eksempler.

Kursusindhold:

Folkeoplysningsudvalget og indflydelse:

  • Hvad er formålet med udvalget – og hvordan udnytter man sin rolle bedst?
  • De seks obligatoriske elementer i folkeoplysningspolitikken.
  • Hvad kan folkeoplysningspolitikken rumme ud over det lovpligtige?
  • Er jeres politik stærk nok – og bliver den faktisk brugt?
  • Armslængdeprincippet: Hvor og hvordan kan udvalget få indflydelse og skabe udvikling?

Samarbejdet mellem de to hovedområder:

  • Hvordan kan foreningsområdet og voksenundervisningen løfte hinanden?
  • Hvor ligger de typiske barrierer – og hvordan løser man dem?
  • Hvad skal der til for at skabe et godt, tillidsfuldt samarbejde?

 Udvikling – hvad og hvordan:

  • Hvordan gør I det lettere at være forening og søge tilskud?
  • Kan administrationen forenkles?
  • Hvordan får flere adgang til lokaler – både foreninger og selvorganiserede?
  • Kan tomme lokaler bruges smartere?
  • Hvordan hjælper I selvorganiserede med at søge midler?
  • Hvordan synliggør I værdien af frivilligheden?
  • Hvad er jeres mål for arbejdet i Folkeoplysningsudvalget på kort sigt - og på lang sigt?

Deltagerne kan indsende spørgsmål til underviseren frem til ca. 10 dage før kurset på fritid@fritid-samfund.dk.
Tilmelding er bindende efter tilmeldingsfristens udløb. Der tages forbehold for ændringer.

Hvad siger deltagerne?

”Berigende at møde andre”

Erik Kristiansen, medlem af folkeoplysningsudvalg i både Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommuner (2024):

”Kursusindholdet var meget relevant, og det var berigende at møde medlemmerne fra de andre folkeoplysningsudvalg. Underviseren, Kai Raun, havde stor viden om arbejdet i udvalgene i kraft af hans konkrete erfaringer. Der var en fin balance mellem oplæg og drøftelser i grupperne, og det fungerede godt, at vi sluttede med at komme med bud på, hvad vi ville arbejde med i 2024 og 2025. Jeg kunne godt tænke mig at se flere konkrete eksempler på sager, der er arbejdet med i forskellige udvalg, både med succes og med fiasko."

 

”Absolut inspirerende”

Steen Jørgensen, medlem af folkeoplysningsudvalget i Hvidovre Kommune (2024):

”Jeg synes, det var et godt kursus med en god blanding af orientering fra et langt liv med folkeoplysning til inspiration for de forskellige deltagere. Det var godt, at der både var politikere, administration og repræsentanter fra forskellige områder med som deltagere. Alle bidrog med erfaringer, spørgsmål og nysgerrighed. Absolut inspirerende for min deltagelse i folkeoplysningsudvalget fremover.”